Grundtvig

Velkommen til

Videns- og Studiecenter for Fri Skole


Kold

 

  Sommerhilsen 2007

 
   
  Retur til forsiden


På vores hjemmeside www.videnscenteret.dk kan I læse, at vi arkiverer fra Vallekilde-Hørve og landet igennem, og det er, hvad Henrik Nedergaard Olsen og undertegnede har gjort i løbet af det sidste halve år. Omkring 125 arkiver er klar i Arkibas 4, og vi glæder os helt vildt, til det bliver Arkibas.dk og dermed søgbart hjemmefra for alle! På hjemmesiden er en oversigt over arkiverne, der rummer en fin dokumentation af friskolelivet igennem godt og vel 155 år, og den røde tråd er meget tydelig fra det, der foregik i Christen Kolds første friskole i Dalby til nutidens fungerende skoler.

For at vi stadig kan spinde videre på den røde tråd, vil vi meget gerne modtage materialer fra alle friskoler – både de gamle protokoller men også jeres ugebreve, månedsskrifter m.m. De er vigtige kilder for fremtidens forskning – alt det vi gør i dag er allerede historie i morgen!

Dagbogsprojektet: ”En dag i det folkelige” ses også på hjemmesiden, og også her er den røde tråd ligefrem lysende! Dagbøgerne tjener som et flot bevis på, at der rundt i vores friskoleverden er et stort engagement i alle funktioner og stor omsorg i at udføre dem. Tusind TAK til alle skribenter samt til illustrator Kathrine Møller, I har hver især bidraget til nutidens historieskrivning. Folderen: ”En dag i det folkelige” kan bestilles på tlf. 58 19 56 95 og på mail: bfa@videnscenteret.dk til 15 kr. pr stk.

Vi anbefaler fra boghylderne: Den, der har Ida Jessens forfatterskab til gode, kan glæde sig! Som i de bøger, der er kommet siden debut-novellerne i 1989, er både tema, psykologiske skildringer, miljø og fortællestil stilsikker i den sidst udkomne novellesamling: ”En mand kom til byen”. Johs. Møllehave skrev bl.a. i sin anmeldelse af bogen: ”Jeg har ventet spændt på at læse den, fordi Jessen spænder forventningerne med sin sikre prosa, sin dybe indsigt i den menneskelige psyke og sin viden om de farlige destruktive kræfter i det stumme og fortrængte”, Kristeligt Dagblad 12.04.2007. 

Der arbejdes fortsat i evaluerings-gruppen – læs mere om dette vigtige projekt i årsberetningen fra Videns- og Studiecenter 2007 på Videnscenterets hjemmeside.

Det netop afholdte kursus: ”Filosofi i børnehøjde” var en fin og lærerig oplevelse for alle. Engelsholm og det solrige vejr dannede de smukkeste rammer! Alle indlægsholdere lukkede tankevækkende og sammenhængende den teoretiske- og praktiske del omkring filosofi op. Laust Riis-Søndergaard lærer på Den Frie Lærerskole underviste levende med udgangspunkt i den herligt nysgerrige: ”Spørge Jørgen” og fortalte herfra om, hvad filosofi giver et barn med i rygsækken – det er ikke så lidt! ”De tre” fra Vester Skerninge Friskole: Lene Birch Vestergaard, Niels Damsgaard og Lene Kjær kædede smukt deres erfaringer med filosofiundervisning sammen med det teoretiske, og cand. theol. Bente Bramming bragte deltagerne rundt i ”Kærlighedens gerninger” med et foredrag illustreret med powerpoint. 

Næste kursus omkring sangtradition bliver i dagene d. 4. til d. 5. oktober 2007 på DfL.

           Lis Eriksen Toelberg, dgl. leder