|
|
Videns- og Studiecenter for Fri Skole |
|
2007 blev et år, hvor vi som aldrig før havde mange bolde i luften i tæt samarbejde med enkeltpersoner, friskoler, foreninger, kontorer og institutioner landet over – en stor TAK for netop den bold, I var med til at bringe i fart. Det bedste ved alle de bolde er naturligvis, at mange af dem ikke er kommet ned igen og derfor har fået os godt i gang med 2008.
På kursussiden var ”Filosofi i børnehøjde” en god og lærerig oplevelse for alle medvirkende; filmprojektet om undervisningens- og skolernes mange facetter blev godt beskrevet, og vi håber på, at vores fondsansøgninger udmunder i, at projektet kan skydes i gang; Evalueringskurserne er over os, kan vi næsten sige, og vi tænker, at mange fra friskolerne deltager i et eller flere af de 3 kursusforløb; Fortællekurset på Vallekilde Højskole har netop nu tilmeldingsfrist d. 23. januar – snyd ikke jeres skole for at blive styrket i en af friskolernes hovedhjørnestene, nemlig fortælling!
Det landsdækkende initiativ Arkivernes dag, blev i Videnscenteret en præsentation af vores aktiviteter hele vejen rundt. Birte Fahnøe Lund gav indledningsvis et rids over aktiviteterne, dernæst fortalte Lis Eriksen Toelberg om de daglige opgaver og de meget forskellige henvendelser fra brugere landet over. Forfatter Doris Rasmussen, der i 2007 udgav bogen: ”En vild krabat” – om Mads Lange fra Rudkøbing på Langeland, fortalte levende om sin research forud for skrivearbejdet, om redigering, korrektur og slutteligt om modtagelsen af bogen. Peter Larsen viste interesserede rundt i Videnscenteret, hvorefter Henrik Nedergaard Olsen beskrev registreringssystemet Arkibas4 og, hvad det rummer af registrerings-finesser og søgemuligheder. Slutteligt præsenterede Lis Eriksen Toelberg, hvordan materialerne i Videnscenteret kan bruges både til morgensamling og i historieundervisningen i friskolerne – netop i denne tid, der af pessimister benævnes som den historieløse tid. Ring til os, hvis I gerne vil have os ud f.eks. under morgensamling. Desværre betød Folketingsvalget, at indbydelserne til politikerne til Arkivernes dag kom tilbage til os med et: ”Godt initiativ, hvor jeg desværre er optaget andetsteds” – det kunne ingen forudse, derfor håber vi på større bevågenhed fra politisk hold til næste år.
Registreringerne i Arkibas4 fortsættes, og vi afventer grønt lys fra SLA (Sammenslutningen af Lokalarkiver) til en videreførsel i Arkibas.dk, der bliver den direkte motorvej til søgning i arkivalierne i Videnscenteret.
Vi anbefaler fra boghylderne: Hans Bonde: Fodbold med fjenden, en yngre dansk historikers overraskende vinkler på besættelsestiden – fængende beskrivelser af kendte danske idrætspersoner og organisationer, der samarbejdede med tyskerne. Fodbold med fjenden var Årets Historiske bog 2007.
Lis Eriksen Toelberg